Engang boede der i en landsby beliggende mellem tårnhøje bjerge og en flimrende flod en lille pige ved navn Luna. Luna havde et nysgerrigt sind og en eventyrlyst. Hver aften stirrede hun på stjernerne og forestillede sig historier om hver enkelt.
En aften, da Luna stirrede på nattehimlen, bemærkede hun noget usædvanligt. En stjerne, lysere end nogen hun nogensinde havde set, blinkede uberegnelig. Pludselig skød den hen over himlen og forsvandt bag bjergene. Lunas hjerte løb af spænding. Hun vidste, at hun skulle finde ud af, hvad der var sket med den stjerne.
Næste morgen pakkede Luna sine yndlingssnacks, et varmt tæppe og en lille lanterne. Hun fortalte sine forældre, at hun skulle på eventyr og lovede at være tilbage ved solnedgang. Med et bestemt skridt begav Luna sig mod bjergene.
Efterhånden som hun klatrede højere og højere, blev luften køligere, og stien mere barsk. Men det gad Luna ikke; hun var for spændt til at se, hvor stjernen var landet. Efter timers klatring nåede hun en skjult dal på den anden side af bjergene. I midten af dalen så hun en flod, der funklede som fyldt med stjerner.
Luna nærmede sig floden og blev forbløffet over at se små, glødende fisk svømme i dens farvande. Hver fisk lignede en miniaturestjerne. Da hun undrede sig over dette syn, lagde hun mærke til et større, klarere skær, der kom fra flodbredden. Der, liggende på det bløde græs, var den faldne stjerne.
Stjernen var så stor som en fodbold og pulserede med et varmt, gyldent lys. Luna tog den forsigtigt op og mærkede dens varme brede sig gennem hendes hænder. Hun kunne høre en svag, musikalsk brummen komme fra den. Stjernen så ud til at være i live!
"Hej, lille stjerne," hviskede Luna. "Hvad bringer dig til vores verden?"
Stjernen svarede med en blød, melodisk tone, som Luna på en eller anden måde forstod. Den fortalte hende, at den var faldet ned fra himlen, fordi den var gammel og træt. Den havde brug for at hvile og lade op, før den kunne vende tilbage til himlen.
Luna vidste, at hun var nødt til at hjælpe stjernen. Hun bar den forsigtigt til et hyggeligt sted nær floden, hvor den kunne opsuge energien fra den glødende fisk. Hun blev sammen med stjernen hele dagen, snakkede med den, fortalte den historier og sang bløde vuggeviser.
Da solen begyndte at gå ned, begyndte stjernen at lyse endnu stærkere. Luna vidste, at det var tid for stjernen at vende tilbage til himlen. Med tungt hjerte bar hun stjernen tilbage til dalens højeste punkt.
"Tak, fordi du tilbragte dagen med mig, lille stjerne," sagde Luna. "Jeg vil aldrig glemme dig."
Stjernen nynnede en glædelig melodi og steg langsomt op i himlen. Den svævede højere og højere, indtil den sluttede sig til de andre stjerner og blinkede lystigt. Luna så på, indtil hun ikke længere kunne skelne sin stjerne fra de andre. Hun følte en følelse af præstation og lykke.
Da Luna vendte tilbage til sin landsby, syntes stjernerne at skinne endnu klarere, som om de takkede hende for hendes venlighed. Fra den aften følte Luna en særlig forbindelse med stjernerne. Hun vidste, at hver gang hun så op på nattehimlen, var hendes stjerne deroppe og blinkede tilbage på hende.
Og så fortsatte Luna med at have mange flere eventyr, men mindet om hendes dag med stjernen forblev hendes favorit. Hver nat, da hun faldt i søvn, drømte hun om den stjerneklare flod og den magiske fisk, vel vidende at nogle drømme er beregnet til at blive delt med universet.
En aften, da Luna stirrede på nattehimlen, bemærkede hun noget usædvanligt. En stjerne, lysere end nogen hun nogensinde havde set, blinkede uberegnelig. Pludselig skød den hen over himlen og forsvandt bag bjergene. Lunas hjerte løb af spænding. Hun vidste, at hun skulle finde ud af, hvad der var sket med den stjerne.
Næste morgen pakkede Luna sine yndlingssnacks, et varmt tæppe og en lille lanterne. Hun fortalte sine forældre, at hun skulle på eventyr og lovede at være tilbage ved solnedgang. Med et bestemt skridt begav Luna sig mod bjergene.
Efterhånden som hun klatrede højere og højere, blev luften køligere, og stien mere barsk. Men det gad Luna ikke; hun var for spændt til at se, hvor stjernen var landet. Efter timers klatring nåede hun en skjult dal på den anden side af bjergene. I midten af dalen så hun en flod, der funklede som fyldt med stjerner.
Luna nærmede sig floden og blev forbløffet over at se små, glødende fisk svømme i dens farvande. Hver fisk lignede en miniaturestjerne. Da hun undrede sig over dette syn, lagde hun mærke til et større, klarere skær, der kom fra flodbredden. Der, liggende på det bløde græs, var den faldne stjerne.
Stjernen var så stor som en fodbold og pulserede med et varmt, gyldent lys. Luna tog den forsigtigt op og mærkede dens varme brede sig gennem hendes hænder. Hun kunne høre en svag, musikalsk brummen komme fra den. Stjernen så ud til at være i live!
"Hej, lille stjerne," hviskede Luna. "Hvad bringer dig til vores verden?"
Stjernen svarede med en blød, melodisk tone, som Luna på en eller anden måde forstod. Den fortalte hende, at den var faldet ned fra himlen, fordi den var gammel og træt. Den havde brug for at hvile og lade op, før den kunne vende tilbage til himlen.
Luna vidste, at hun var nødt til at hjælpe stjernen. Hun bar den forsigtigt til et hyggeligt sted nær floden, hvor den kunne opsuge energien fra den glødende fisk. Hun blev sammen med stjernen hele dagen, snakkede med den, fortalte den historier og sang bløde vuggeviser.
Da solen begyndte at gå ned, begyndte stjernen at lyse endnu stærkere. Luna vidste, at det var tid for stjernen at vende tilbage til himlen. Med tungt hjerte bar hun stjernen tilbage til dalens højeste punkt.
"Tak, fordi du tilbragte dagen med mig, lille stjerne," sagde Luna. "Jeg vil aldrig glemme dig."
Stjernen nynnede en glædelig melodi og steg langsomt op i himlen. Den svævede højere og højere, indtil den sluttede sig til de andre stjerner og blinkede lystigt. Luna så på, indtil hun ikke længere kunne skelne sin stjerne fra de andre. Hun følte en følelse af præstation og lykke.
Da Luna vendte tilbage til sin landsby, syntes stjernerne at skinne endnu klarere, som om de takkede hende for hendes venlighed. Fra den aften følte Luna en særlig forbindelse med stjernerne. Hun vidste, at hver gang hun så op på nattehimlen, var hendes stjerne deroppe og blinkede tilbage på hende.
Og så fortsatte Luna med at have mange flere eventyr, men mindet om hendes dag med stjernen forblev hendes favorit. Hver nat, da hun faldt i søvn, drømte hun om den stjerneklare flod og den magiske fisk, vel vidende at nogle drømme er beregnet til at blive delt med universet.
Efterlad en kommentar